Hypofyseadenomer er en benign knude i hypofysen. Der findes forskellige typer der rammer de forskellige dele af hypofysen, og der kan også være tale om blandingstyper.
- ICD-11: 5A60 Hyperfunction of pituitary gland
- ICD-10: DD352 Godartet tumor i hypofysen
Forekomst
De fleste tilfælde er der tale om et prolaktinom (40%), herefter GH-hypersekretion (20%) der giver akromegali og ACTH-hypersekretion (10%) der giver Cushings syndrom. TSH-secernerende adenom er meget sjældent (<1% tilfælde).
Patofysiologi
Hypofyseadenom giver hypersekretion eller hyposekretion af de hormoner, der produceres i den del af hypofysen. Hypofysen er opdelt i en forlap og en baglap samt en intermediær del, hvor der i hvert område produceres forskellige hormoner. Somatostatin hæmmer både produktionen af GH og TSH. Dopamin hæmmer produktionen af prolaktin.
Hypofysedel | Celler | Producerer | Effekter i kroppen |
Forlap | Somatotrofe celler | Væksthormon (GH) | IGF-1 produktion i lever øges. Stimulerer til vækst, celledeling og celleregenerering. |
Forlap | Corticotrofe celler | ACTH og MSH | Cortisol produktion i binyrebarken øges. Melaninproduktion øges. |
Forlap | Thyrotrofe celler | TSH | T3 og T4 produktion øges. |
Forlap | Gonadotrofe celler | LH og FSH | FSH er vigtig for sædproduktion og menstruationscyklus. LH er vigtig for produktion af testosteron og østrogen, samt menstruationscyklus. |
Forlap | Laktotrofe celler | Prolaktin | Prolaktin er vigtig for mælkeproduktion i kvinders bryster. |
Baglap | Magnocellulære neuroner | Oxytocin og ADH | Oxytocin er vigtig for ve-produktion ved fødsler og udtrækningen af mælk ved amning. ADH øger reabsorptionen af vand i nyrerne, og sænker derfor diuresen. |
Intermediære del | Intermediære celler | MSH | Melaninproduktion øges. |
I ca. 25% tilfælde hvor der erkendes et hypofyseadenom, er der tale om non-secernerende celler og med mindre den trykker på chiasma opticum vil der ikke ses symptomer. Disse findes ofte ved et tilfælde på en scanning – såkaldte hypofyseincidentalomer.
Diagnose
Hypofyseadenomer giver hypersekretion eller hyposekretion af hypofysehormoner, og der kan derfor ses symptomer på dette i alle hormonakser. Hvis hypofyseadenomet trykker på chiasma opticum ses synsproblemer.
Prolaktinomer giver mælkeproduktion i bryster, hypogonadisme, amenorré, infertilitet og impotens. GH-producerende adenomer giver akromegali hos voksne og gigantisme hos børn. ACTH-producerende tumorer giver Morbus Cushing. TSH-producerende tumorer kan give hyperthyrodisme, men er ekstremt sjældent. LH/FSH-producerende tumorer giver påvirkning af fertilitet, menstruation, lipido og pubertetsudvikling.
Hyposekretion af hormoner kaldes også for hypofyseinsufficiens.
Behandling
Behandling afhænger meget af symptomer samt hvor adenomet sidder. Prolaktinom behandles ofte med dopaminagonister. Ved andre typer af adenomer fjernes adenomet ofte kirurgisk, alternativt hæmmes det med medicin eller ved radioterapi.