Reernæringssyndrom er en række metaboliske forstyrrelser der følger opstart af ernæring hos alvorligt under- eller fejlernærede patienter. Centralt er at insulinsekretionen øges, hvilket medfører anabol aktivitet med ændringer i metabolismen af fedt, proteiner og kulhydrater, og der sker en flytning af væske og elektrolytter.
- ICD-11: 5C7Z Disorders of fluid, electrolyte or acid-base balance, unspecified
- ICD-10: DE878 Forstyrrelse i vand- eller elektrolytbalancen IKA
Ætiologi
Ses hyppigst ved patienter med anorexia nervosa, der indtager for meget ernæring for hurtigt.
Patofysiologi
Under sultperioden har insulinsekretionen været lav på grund af lav indtag af kulhydrater. I stedet anvendes fedt og protein til at producere energi. Derved er der sket et stort intracellulært tab af elektrolytter, især phosphat. Selvom man har normal s-phosphat kan den intracellulære phosphatkoncentration godt være lav.
Når så der kommer pludselig madindtag, skifter stofskiftet fra fedt til kulhydratmetabolisme. Der secerneres så insulin, og det cellulære optag af phosphat øges, hvilket giver hypophosphatæmi.
Phosphat er vigtig for at kunne danne ATP og lave s-phosphat koncentrationer giver så den kliniske præsentation af reernæringssyndrom. Dette inkluderer rhabdomyolyse, leukocyt dysfunktion, respirationsproblemer, kredsløbsproblemer, hypotension, arrytmier, kramper, koma og pludselig død. Derfor er det vigtig at erkende reernæringssyndrom.
Tilstanden giver påvirket kreatinin på grund af lav muskelmasse. Der ses ofte hæmolytisk anæmi, der vil vise sig ved lav hæmoglobin, lav haptoglobin og høj LDH.
Diagnose
Der ses omfattende elektrolytforstyrrelser, hyppigt hyponatriæmi, hypokaliæmi og hypophosphatæmi.
En differentialdiagnose er opkast, men det kan udelukkes ved normal bikarbinat.
Behandling
Behandling er reduktion af energiniveau – pårørende eller patienten må ikke supplere mad. Phosphattilskud og kaliumtilskud skal gives. Der skal tages daglige blodprøver for at monitorere effekten.
Transfusion er også en mulighed.