Type 2 diabetes mellitus

Type 2 diabetes mellitus er en form for diabetes mellitus der er en metabolisk forstyrrelse, hvor der ses højt blodsukker i sammenhæng med insulinresistens og relativ insulinmangel. 

  • ICD-11: 5A11 Type 2 diabetes mellitus
  • ICD-10: DE11 Type 2 diabetes
T2DM NIDDM Non-insulinkrævende diabetes mellitus Gammelmandssukkersyge

Forekomst

Prævalens er 200.000 i DK og der er mindst lige så mange med udiagnosticeret T2DM. Gennemsnitlig debut er 55-60 år.

Ætiologi

Nedsat insulinfølsomhed der ikke fuldt ud kan kompenseres med øget insulinsekretion.

Risikofaktorer er overvægt, dyslipidæmi, rygning, lav fødselsvægt ift. GA, arv, graviditetssukkersyge.

Patofysiologi

Når BMI øges, øges insulinresistensen så der skal mere insulin til. Insulinsekretionen øges, men på et tidspunkt når pt. sin grænse for hvor meget insulinsekretionen kan øges og T2DM opstår.

Ved T2DM opstår både insulinresistens i leveren og muskler, mens der secerneres mindre insulin fra pancreas. Det sidste skyldes en negativ påvirkning af GLP-1 og GLP-2 der ifm. måltider stimulerer frigivelse af insulin fra pancreas.

T2DM er en progredierende sygdom, hvor betacellerne i pancreas ødelægges med tiden. Det vil medføre en gradvis dårligere insulinfrigivelse, en forværring af den glykæmiske kontrol og med tiden vil halvdelen af pt. med T2DM få behov for insulinbehandling.

Diagnose

Klinisk ses polyuri (herunder enuresis nocturna), polydipsi, træthed, vægttab, svampeinfektion (kløe i skridtet). Gentagne infektioner.

Diagnosen kan stilles på følgende måder:

  • HbA1c>6,5% = 48 mmol/mol
  • BS>11,1 mmol/l og kliniske symptomer på DM
  • Faste-BS>7 mmol/l
  • BS>11,1 mmol/l efter 2 timers OGTT

Paraklinisk testes for faste-insulin, faste-C-peptid, levertal, GAD-antistoffer, væsketal, lipidprofil. Herudover retinafoto, fodundersøgelse, st.p+c og EKG. Høj C-peptid og fravær af GAD-antistoffer taler for T2DM.

Behandling

T2DM behandles med livsstilsændringer, dvs. rygeophør, motion, vægttab og kostændringer. Hvis det ikke er tilstrækkelig anvendes antidiabetisk behandling. Herudover faste kontroller af BS, samt årlige kontroller hos fodterapeut og øjenlæge.

Antidiabetisk behandling
  • Hvis faste-BS er 7-15 forsøges livsstilsændringer (kost, motion, vægttab) i 3 måneder.
  • Hvis faste-BS>15 eller livsstilsændringer ikke har haft effekt, og pt. er overvægtig er Metformin førstevalg.
  • Ved manglende effekt tillæg GLP-1-analog, DPP-4-hæmmer, evt. SGLT-2-inhibitor. Insulin og SU kan også bruges, men giver vægtøgning.
  • Hvis faste-BS>15 eller livsstilsændringer ikke har haft effekt og pt. er normalvægtig anvendes insulin eller SU. Ved manglende effekt udelukkende insulin.

Pt. bør screenes for sendiabetiske komplikationer, som retinopati, neuropati og nefropati. Retinopati screenes med retinafoto, nefropati med urin albumin/kreatinin og neuropati med sensibilitetsundersøgelse på fødder, monofilament og biotesiometri. Bør også screenes for kardiovaskulær sygdom med EKG, ekko og KAG.

Hvis pt. har HbA1c 42-48 har pt. ikke diabetes, men skal følges med årlige målinger af HbA1c og informeres om livsstilsændringer.

Prognose

Mortaliteten er 2-4 gange højere, afhængig af hvor velbehandlet lidelsen er.

Differentialdiagnoser

Komplikationer

Både T1DM og T2DM har risiko for sendiabetiske komplikationer der omfatter:

  • Diabetisk retinopati (proliferativ diabetisk retinopati og makulopati)
  • Diabetisk nefropati (tab af nyrefunktion og mikroalbuminuri)
  • Diabetisk neuropati (tab af sensorisk, motorisk, senerefleks og tab af funktion i det autonome nervesystem)
  • Diabetiske fodsår (tryksår på fødder og nedsat blodgennemstrømning)
  • Kardiovaskulære manifestationer (øget forekomst)

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>